Fire ud af ti danskere har fået lækket adgangskoder

Fire ud af ti danskere har oplevet at få besked om, at deres adgangskode har været en del af et datalæk. Det viser en undersøgelse, som YouGov har gennemført for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland blandt 1.028 danskere over 18 år.
Ifølge Jan Mågård, fagchef for Selvbetjening i Sparekassen Kronjylland, er genbrug af adgangskoder en særlig risiko.
”Hver dag forsøger cyberkriminelle at få adgang til danskernes digitale oplysninger. Adgangskoder er ofte det første værn, men genbruger man den samme adgangskode flere steder, kan oplysninger fra ét datalæk give adgang til flere af ens digitale tjenester,” advarer Jan Mågård.
Hvis en adgangskode bliver lækket, er der dog ingen grund til panik. Det vigtigste er hurtigt at ændre adgangskoden de steder, hvor den er blevet brugt.
”Det er ikke sikkert, at de it-kriminelle vil forsøge at bruge din adgangskode. Men ved et læk kan de potentielt have fået adgang til den. Derfor er det vigtigt, at du hurtigt ændrer adgangskoden de steder, hvor du bruger den,” forklarer han.
Advarsler om datalæk kan komme via browseren, enheden eller den berørte tjeneste. Man bør undgå at klikke på links i sådanne beskeder og i stedet selv logge ind via tjenestens officielle hjemmeside eller app.
Hos Gjensidige vækker resultatet bekymring.
”Det er et overraskende højt antal danskere, der har oplevet, at deres password har været lækket. Hvis man er uheldig, kan et datalæk, der omfatter adgangskoden til ens mail eller lignende, fx føre til identitetstyveri. Mange er dog forsikret mod identitetstyveri og kan derfor få hjælp til at håndtere situationen, hvis de bliver udsat for det. Men det kan stadig være en meget ubehagelig oplevelse,” siger Lene Rasmussen, skadesdirektør i Gjensidige.
Faktaboks
- 40 procent har fået besked om et passwordlæk inden for tre år
- 16 procent har oplevet det én gang
- 24 procent har oplevet det flere gange
- 53 procent har ikke oplevet det
- Undersøgelsen er lavet af YouGov for Gjensidige
- 1.028 danskere over 18 år deltog
- Anbefalingen er at bruge lange, stærke og unikke adgangskoder






Accepter kun nødvendige cookies